Mand død efter vold – politiet søger vidner

Onsdag middag blev en 70-årig mand fundet ilde tildredt, men i live i sit hjem i Vesterparken i Ringe af en bekendt.

Den 70-årige blev kørt til sygehuset, hvor han samme aften afgik ved døden som følge af sine skader.

Undersøgerne af den afdøde har vist, at en eller flere gerningsmænd højst sandsynligt har påført manden de alvorlige skade.

-Der er tale om stump vold, som vi er overbeviste om, at andre må have påført manden. Derfor har vi brug for borgernes hjælp til at finde ud af, hvad der er sket. Vi ved ikke, hvor længe den nu afdøde lå tilskadekommen i sit hjem, før han blev fundet onsdag ved middagstid, men vi tror, der kan være gået mellem et og to døgn, fra han blev udsat for volden, til han blev fundet, siger politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Fyns Politi vil meget gerne høre, hvis nogen har set eller hørt noget i tidsrummet mandag den 1. august og frem til onsdag middag. Politiet hører også gerne, hvis nogen på anden vis har kendskab til, hvad der er sket. Oplysningen i sagen kan gives til Fyns Politi på telefon 114.