Fire personer er blevet tiltalt i en sag om besiddelse og salg af en stor mængde metamfetamin. I sagen er der også rejst tiltale for besiddelse af skydevåben og røveri.
I dag har Københavns Politi, Særlig Efterforskning Øst, rejst tiltale mod fire personer i alderen 21-48 år for at have solgt ikke under 4,8 kg. metamfetamin samt at have besiddet yderligere ca. 1,7 kg. metamfetamin. Derudover er der rejst tiltale for besiddelse af skydevåben på offentligt tilgængeligt sted og røveri.
Sagen, der har fået navnet ”Operation Uranus”, har været efterforsket siden august 2019. Den 9. december 2019 foretog politiet anholdelser af de fire tiltalte, som har været varetægtsfængslet siden anholdelsen. Der er tale om tre danske statsborgere samt en vietnamesisk statsborger.
I forbindelse med anholdelserne fandt politiet blandt andet 1,7 kg. metamfetamin, mere end en million kroner i kontanter samt en skarpladt pistol.
-Metamfetamin eller Crystal Meth, som det også kaldes, fordi stoffet ligner krystaller, er et stof, vi forholdsvis sjældent ser i Danmark. Metamfetamin er et særdeles farligt stof, og derfor viser retspraksis, at besiddelse af metamfetamin straffes hårdere end besiddelse af amfetamin, siger anklagerfuldmægtig Jelena Hansen fra Særlig Efterforskning Øst.
Sagen er forhåndsberammet over 15 retsdage ved Retten på Frederiksberg fra den 11. januar til 22. marts 2021.