Det er populært blandt almindelige hjemmeinvestorer at investere i kryptovaluta i søgen efter alternative investeringsmuligheder, der kan give lukrative afkast på opsparingen. Men Finanstilsynet advarer om, at produkterne er uregulede og man som forbruger ingen særlig beskyttelse har.
-Finanstilsynet planter et advarselsskilt på kryptovaluta, fordi udstedere af kryptovaluta ikke er lovregulerede eller underlagt tilsyn fra myndighederne. Det samme gælder ofte handelstjenesterne. Forbrugerne kan derfor ikke føle sig beskyttet i samme grad, som hvis forbrugerne handler med regulerede finansielle produkter som aktier og obligationer, siger kontorchef Ulla Brøns Petersenfra Finanstilsynets Forbrugerkontor.
Ingen beskyttelse når forbrugeren investerer i kryptovaluta
I modsætning til de fleste andre investeringsprodukter, er der ingen lovgivning, som sætter grænser for, hvor komplekst, uigennemsigtigt og risikabelt en investering i kryptoaktiver må være. Beskyttelse gennem obligatoriske egnethedstests eller informationskrav får man heller ikke, når man sætter penge i kryptovaluta.
-Den risiko, som fraværet af forbrugerbeskyttelse giver, må man lægge oven i den risiko, som kryptovaluta udgør som investeringsform – især for pensionsopsparingen. Værdien kan på kort sigt lynhurtigt tage en rutsjebanetur, og på langt sigt er produkter baseret på krypoaktiver også forbundet med flere risici. Finanstilsynet opfordrer derfor almindelige forbrugere til at være meget forsigtige med at placere deres opsparing i kryptovaluta, siger Ulla Brøns Petersen.
Svindel er endnu en risiko ved kryptoinvestering
Myndighederne har endnu ikke mulighed for at holde øje med handelstjenesternes aktiviteter. Derfor har svindlere også gode muligheder for at udgive sig som investeringsmæglere og franarre forbrugerne deres opsparing. Det er selvfølgelig ikke lovligt, men dem der har modtaget betalingen vil ofte være ”over alle bjerge”, eller måske nærmere godt gemt i cyberspace. For lægmanden er det ikke altid tydeligt, om der bag den professionelle markedsføring og onlineplatforme gemmer sig en legitim virksomhed.
-Forbrugerne bør derfor generelt forholde til sig kritisk til både investeringsmægleren og det markedsførte kryptoprodukt, afslutter Ulla Brøns Petersen.
EU arbejder i øjeblikket på at etablere en fælleseuropæisk regulering af markedet for kryptovalutaer, som blandt andet vil indføre et tilladelseskrav. Finanstilsynet forventer, at denne forordning vil blive vedtaget inden året er omme.