14 medarbejdere og syv patienter er blevet konstateret smittet med Covid-19 på sengeafsnit på Vejle Sygehus.
To patienter i behandling på Urinvejskirurgi på Vejle Sygehus blev i sidste uge konstateret smittet med covid-19. De to patienter er nu overflyttet til Kolding Sygehus, hvor Sygehus Lillebælt håndterer corona-smittede patienter. Det oplyser Region Syddanmark.
Siden har smitteopsporing vist, at 14 ansatte på afdelingen også er testet positive for corona-virus. Som følge af udbruddet er afdelingen midlertidig lukket, og 13 af de 14 ansatte, der tæller sygeplejersker, bioanalytikere, teknikere og portører er blevet sendt i hjemmekarantæne. Den sidste er blevet indlagt.
Sygehus Lillebælt i Vejle har efter smitteudbruddet kontaktet samtlige 120 patienter, der har været i kontakt med afdelingen i perioden fra 3.-12. maj. Alle er blevet tilbudt test for covid-19 samt hjælp til smitteopsporing. Fem af disse 120 patienter er siden testet positive, hvoraf den ene også er blevet indlagt på corona-afsnittet på sygehuset i Kolding.
Lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, Mads Koch Hansen, er ked af, at både patienter og medarbejdere er blevet smittet med covid-19. Smitteopsporingen giver ikke noget klart svar på, hvordan smitten er kommet ind på sygehuset.
-Vi ved ikke, hvordan smitten er kommet ind på sygehuset, og det kan være svært at klarlægge entydigt. Vi kan konstatere, at vi har overholdt de retningslinjer, der er, ved at teste patienterne forud for indlæggelse. De test har været negative, og det samme har flere af de nu positiv-testede medarbejdere ved deres første test. Det viser, hvor drilsk en sygdom det er, vi har med at gøre, når personer kan smitte uden at være testet positive, siger Mads Koch Hansen og fortsætter:
-Men situationen viser også, at corona-virus stadig er der, og at det er ekstremt vigtigt, at vi fortsat fastholder vores høje hygiejnestandarder hele tiden. Derudover er det meget vigtigt, at vi er opmærksomme på at få testet indlagte patienter, så snart de viser symptomer – også selv om de er testet negative forud for indlæggelsen.
Sygehusene i Region Syddanmark er i takt med det meget lave antal smittede i regionen begyndt at åbne op for normaldrift. Men smitteudbruddet på Urinvejskirurgisk Afdeling i Vejle får nu regionens task force på corona-området sammen med sygehusledelserne til på sit næste møde på onsdag, at drøfte, om der skal ændres praksis og procedure i forhold til håndteringen af særligt sårbare patienter.
– Det viser, at selv om alle forskrifter om hygiejne i form af grundig håndvask og afspritning er blevet fulgt, og vi endda har testet medarbejderne mere, så kan der alligevel ske smitte. Derfor har vi brug for at diskutere i vores task force, om vores overgang til normaldrift på sygehusene skal justeres i forhold til sårbare patientgrupper, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.