Dansk Sygeplejeråd har udsendt et nyt strejkevarsel, og denne gang rammer det især psykiatrien.
Varslet omfatter yderligere 173 sygeplejersker, som dermed sendes i strejke fra døgnets begyndelse d. 21. september
Det er sjette gang strejken udvides og denne gang i psykiatrien. Det vil primært ramme borgere, der venter på udredning og behandling samt forebyggende indsatser. Patienter, der er indlagt i psykiatrien, vil ikke blive ramt.
DSR-formand Grete Christensen kalder det et tungt, men nødvendigt skridt:
-Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke har været nogen nem beslutning at udtage psykiatrien, men vi gør det for at lægge maksimalt pres på arbejdsgivere og politikere. Det er desværre umuligt for sygeplejerskerne at strejke, uden at det giver gener og utryghed for patienter og borgere. Her har vi så en gruppe af borgere, som er særligt sårbare, og derfor håber jeg også meget, at vi undgår at nå derhen.
Det kræver at arbejdsgivere og politikere forstår, hvor alvorlig situationen er og finder en løsning, lyder det fra Grete Christensen:
-Psykiatrien er endnu et eksempel på, hvor sygeplejerskernes kompetencer bliver brugt, og hvordan det hele falder sammen, hvis der ikke er nok sygeplejersker. Det arbejde vil vi simpelthen honoreres ordentligt for, og det er det, vi prøver at få arbejdsgivere og politikere til at forstå.
Fakta: Sådan rammer strejken
De 173 sygeplejersker er fordelt på psykiatriske afdelinger i alle fem regioner.
I Region Hovedstaden vil 30 sygeplejersker strejke. Det kommer blandt andet til at ramme borgere med ADHD på Københavns Vestegn og borgere på socialpsykiatriske tilbud på Nørrebro, Amager og Vestegnen, som må undvære forebyggende indsatser.
Derudover kommer det til at berøre borgere – herunder også børn og unge – i hele regionen, som afventer udredning og efterfølgende tilbud om behandling i psykiatrien.
I Region Nordjylland er 38 sygeplejersker udtaget til strejke. Det kommer blandt andet til at ramme den centrale visitation, ambulatoriet for ADHD i børne- og unge psykiatrien og Enhed for depression.
I Region Syd er 52 sygeplejersker udtaget til at strejke, og det kommer til at ramme lokalpsykiatrien i både Esbjerg, Fredericia og Odense.
I Region Sjælland er 28 sygeplejersker udtaget, og her vil blandt andet visitationen og Psyk Info, som er et psykiatrisk rådgivningscenter, blive ramt.
Endelig er der i Region Midt udtaget 25 sygeplejersker til strejke. De er fordelt på to områder. Den centrale visitation i psykiatrien og fertilitetsbehandlingen. Det sidste for at gøre det tidligere udtag på fertilitetsområdet mere effektivt.
Kilde: Dansk Sygeplejeråd.