Regeringen og partierne Venstre, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative, Alternativet og De fire grønne løsgængere er enige om at hjælpe de danske medier, der er presset af Corona-krisen.
En ny kompensationsordning støtter de økonomisk pressede medier med estimeret 180,0 mio. kr. i 2020.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
– De danske medier er en hjørnesten i vores demokrati. Særligt i denne tid er det vigtigt, at vi har kritiske medier, der kan levere troværdige informationer og behandle de store udfordringer, vi står med. Men medierne har mistet annonceindtægter på grund af Corona-krisen, der har lukket store dele af Danmark ned, siger kulturminister Joy Mogensen og tilføjer:
-Derfor er regeringen og partierne Venstre, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative, Alternativet og De fire grønne løsgængere nu enige om at etablere en kompensationsordning. En markant demokratistøtte, der skal holde hånden under de danske medievirksomheder. Jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til, at vi sammen passer på vores medier.
Flere initiativer hjælper de danske medier
Kompensationsordningen supplerer de omfattende økonomiske tiltag og generelle hjælpepakker, som regeringen allerede har sat i gang for at hjælpe virksomheder og medarbejdere på tværs af alle brancher – herunder den danske mediebranche – i forbindelse med COVID-19.
Tidligere på ugen meldte regeringen og Folketingets partier ud, at kravene til egenproduceret indhold for ikkekommercielle lokale radio- og tv-stationer vil blive sænket, og at de skrevne mediers likviditet nu styrkes med udbetalinger af den samlede produktionsstøtte for 2020 på i alt 368,1 mio. kr. allerede i april måned.