Medarbejder dræbt af knivstik på bosted – beboer anholdt

En 29-årig mandlig medarbejder på et bosted for voksne er blevet dræbt med knivstik. Politiet har anholdt en 19-årig mandlig beboer i sagen.

Politiet og en ambulance blev klokken 15.11 sendt til Riisvej 18 i Fårevejle hvor en tilskadekommen mand var blevet fundet på vejen. Da ambulancen kom frem, kunne det konstateres, at manden var stukket med kniv.

Ambulancepersonalet ydede førstehjælp, og den 29-årige blev hentet af lægehelikopteren og fløjet til Holbæk Sygehus. Skaderne var dog så alvorlige, at hans liv ikke stod til at redde, og han blev erklæret død på sygehuset.

Politiet oplyser, at den 29-åriges pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Klokken kl. 15.27 anholdt politiet

En 19-årig mandlig beboer på opholdsstedet blev kl. 15.27 anholdt og sigtet for at stå bag knivstikket på medarbejderen. Anholdelsen foregik uden dramatik, og den 19-årige blev taget med på politistationen til afhøring. Han vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

:NB: