En ny analyse af, hvordan det gik med den danske opfyldelse af FNs naturmål fra 2010, der skulle være nået i år 2020, som WWF Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforening har lavet viser, at det, trods skåltaler og flotte ord, kniber med konkrete resultater.
Målene handler om, hvordan man grundlæggende får vendt tilbagegangen i biodiversitet. Der er blandt andet specifikke mål om at beskytte truede arter, stoppe ødelæggelsen af sårbar natur, skabe et bæredygtigt landbrug, genoprette ødelagte naturområder, og afsætte den tilstrækkelige finansiering til naturformål.
Men den danske indsats for at opfylde målene dumper altså med et brag, for blot ét ud af de 20 mål er opfyldt – uanset de alle blev aftalt og underskrevet for 10 år siden.
– Vores analyse viser desværre, at den danske naturindsats har fejlet eklatant i forhold til de internationale mål om at vende tilbagegangen for naturen, som vi har forpligtiget os til. Det er svigt, som skiftende regeringer har ansvaret for, og som i sidste ende har katastrofale følger for den danske natur og biodiversitet. Rapportens konklusioner understreger, at der nu i den grad er brug for at det nuværende flertal leverer på de grønne løfter fra valgkampen, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Flere mål i tilbagegang
Det eneste mål, der er opfyldt, er mål 16 om adgang til genetiske ressourcer, mens mål 9 om indsats mod invasive arter er på vej mod opfyldelse. Ellers er der ikke mange lyspunkter. For resten af målene er Danmark langt fra i mål, og for 7 af målene er der direkte tilbageskridt.
Det gælder blandt andet mål 4 om bæredygtig produktion og mål 11 om naturbeskyttelse.
– Vi mister arter, levesteder forsvinder, og økosystemerne bliver mere og mere skrøbelige. Det er nu politikerne skal tone grønt flag og gøre en indsats for naturen. Biodiversitetspakken skal forhandles snarest, og det er blandt andet helt oplagt, at den indeholder en ny biodiversitetslov, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Lavere end FNs gennemsnit
Fristen for naturmålene var oprindelig 2010, men da hverken Danmark eller andre lande var i nærheden af målet dengang, blev det besluttet at forlænge målene til 2020.
Men 10 år ekstra har altså ikke rykket nævneværdigt på den danske indsats:
– Den danske naturindsats har sådan set stået på standby i lang tid, i hvert fald hvis man måler på den overordnede tilstand af naturen. Vi skal virkelig til at tale om en gevaldig opprioritering af naturen på den kommende og de mange efterfølgende finanslovsforhandlinger, så vi får store, sammenhængende naturområder, urørte skove, urørt hav og et uafhængigt biodiversitetsråd, der kan sikre, at Danmarks nationale og internationale indsatser for bedre biodiversitet følger forskningen og skaber resultater, siger Bo Øksnebjerg.
I alt 196 lande er tiltrådt FNs Biodiversitetskonvention og naturmålene for 2020. Og det er ikke bare Danmark, men en række andre lande, der har massive problemer med at opfylde målene. FN laver selv en rapport om målopfyldelsen globalt, der netop er offentliggjort, og her er der en smule mere fremgang at spore, om end rapporten konkluderer, at ingen af målene nås samlet set.
6 ud af 20 mål er ifølge FNs egen analyse delvist indfriet, men det ser stadig skidt ud, og rapporten konkluderer at ”Hastigheden hvormed vi mister biodiversitet har ikke været hurtigere I menneskets historie og presfaktorerne intensiveres fortsat”.