Sygehusene i Region Syddanmark har siden natten til søndag været ramt af IT-problemer.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Problemerne går blandt andet ud over regionens elektroniske patientjournal EPJ Syd, hvor medarbejderne søndag morgen flere steder kun har læseadgang til patienternes journaler.
Fejlen er lokaliseret og teknikere arbejder på snarest muligt at genetablere fuld adgang til systemerne. Samtidig er regionens nødprocedurer sat i gang, så patienterne mærker så lidt som muligt til problemerne.
– Vores IT-folk arbejder på højtryk for at løse problemet. Heldigvis er problemet identificeret, og vores medarbejdere kan læse patienternes journaler. Så patienterne kan føle sig trygge. Det er kun adgangen til at skrive i journalen, der er ramt. Det giver en del ekstra papirarbejde, så vi kommer muligvis til at indkalde mere personale, indtil problemet er løst. Og så bliver der også noget arbejde med efterfølgende at skrive de mange papirnotater ind i systemet, når den elektroniske patientjournal igen er fuldt tilgængelig, siger Koncerndirektør Kurt Espersen.
Region Syddanmark kender ikke tidshorisonten for, hvornår problemet er løst. Derfor mødes regionens beredskab løbende søndag for at følge sagen.
Problemerne omfatter alle regionens sygehuse men ikke lægevagten, ambulanceberedskabet og 112.
:NB: