Universiteter stopper samarbejde med Rusland og Belarus

De danske universitetet fordømmer Ruslands invasion af Ukraine og indstiller samarbejdet med statslige aktører i Rusland og Belarus.

I en pressemeddelelse underskrevet af rektoerne fra Danmarks otte universiteter hedder det bl.a.:

“De danske universiteter fordømmer den russiske stats invasion af Ukraine. Der er tale om et uprovokeret angreb på et vestligt demokrati og de grundværdier, som er fundamentet for moderne, europæiske stater.

Universiteterne ønsker at udtrykke sin støtte til det ukrainske folk, herunder forskere og studerende, der står i en ubærlig situation i disse dage.”

Om indstillingen af samarbejdet hedder det:

“Universiteterne indstiller derfor bilaterale, institutionelle samarbejder om forskning, uddannelse og innovation med statslige aktører i Rusland og Belarus. Det betyder bl.a., at der ikke vil finde udveksling sted af videnskabeligt personale og studerende fremadrettet. Det betyder også, at konferencer og andre videnskabelige møder på russisk og belarussisk grund bliver uden deltagelse af forskere ansat på danske universiteter.”

At man ikke vil samarbejde med den russiske og belarusiske stat betyder ikke, skal, ifølge universiteterne, ikke gå ud over ansatte og studerende fra de to lande:

“De danske universiteter ønsker at fremme en fredelig udvikling og beskytte individer, der er berørte af den igangværende krig. Derfor vil universiteterne række ud til vores ukrainske, russiske og belarussiske studerende og ansatte. På de danske universiteter skelner vi mellem den russiske stat og de russiske borgere.”

Universiteterne skriver i meddelelsen, at man vil “udvise solidaritet med Ukraine og søge opbakning blandt europæiske universiteter til at samarbejde om konkrete tiltag, der kan hjælpe ukrainske universitetsansatte og studerende”.

Man vil desuden “følge situationen nøje og vurdere, om der er behov for yderligere tiltag”, hedder det i meddelelsen fra de danske universiteter.

:NB: