Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er gået i selvisolation efter han er blevet testet positiv med Covid-19.
Det oplyser Udenrigsministeriet.
Jeppe Kofod blev testet positiv sent tirsdag aften. Ifølge Udenrigsministeriet har han lette symptomer.
Han vil varetage så mange af sine arbejdsrelaterede forpligtelser hjemmefra, som situationen tillader, men vil af gode grunde ikke kunne deltage i eksterne møder og begivenheder de kommende dage.
-Covid-19 er desværre en udfordring, som mange af os stadig kæmper med både her i Danmark og i landene omkring os. Jeg har heldigvis milde symptomer og vil passe mit arbejde hjemmefra. Jeg vil samtidig understrege, at regeringens utrættelige indsats i forhold til den igangværende krig i Ukraine fortsætter med uformindsket styrke. Jeg kan forsikre om, at vi fra dansk side fortsat vil presse på for de hårdest mulige internationale sanktioner mod Rusland, som svar på Putins angrebskrig mod Ukraine. Ligeledes vil arbejdet med at støtte Ukraine og den ukrainske befolkning fortsætte ufortrødent. Jeg vil naturligvis fortsætte min del af arbejdet, selvom det bliver hjemmefra de næste dage, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
:NB: