Før indsættelsesceremoni: Mand anholdt med våben og hundredvis af kugler

Politibil

Politiet i Washington D.C. har fredag aften lokal tid anholdt en mand med våben og adgangspas til Joe Bidens indsættelsesceremoni.

Det skriver USA Today.

Anholdelsen skete, da manden forsøgte at komme igennem et kontrolpunkt.

Den anholdte, en 31-årig mand fra Virgina, har forklaret, at han den seneste uge har arbejdet som sikkerhedsvagt i byen. Han havde glemt, at han havde våbene i bilen, da han kørte hen til kontrolpunktet. Da han fremviste sit adgangspas til indsættelsesceremonien, kunne betjentene ikke umiddelbart genkende det som værende officielt og han blev derfor anholdt og bilen ransaget.

I mandens bil fandt politiet to Glock 9mm pistoler, 509 9mm patroner, et 17 patroners Glock-magasin og 21 patroner til haglgevær.

Efter at være blevet sigtet for bl.a. ulovlig besiddelse af skjult våben udenfor hjem eller virksomhed, besiddelse af uregistreret våben og ammunition, blev den 31-årige løsladt.