Molslinjen tager ny havneterminal i brug

Onsdag morgen kl. 05.45 forlader den første færge den nye havn på Østhavnen i Aarhus og sætter kursen mod Odden.

Alle godkendelser er på plads, automaterne er testede, de nye LED-skilte er blevet tændt, ramperne fungerer og de ny-optegnede baner til bilerne venter blot på de første af 1,5 millioner årlige biler, som skal finde færgerne på en helt ny adresse på Østhavnen i Aarhus.

Dagen er ventes spændt hos Molslinjen:

-Det er kulminationen på et kæmpe byggeprojekt. Vi sejler færdig inde i den nuværende havn om aftenen den 10. november – og næste morgen skal alt falde i hak i den nye havn, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Aarhus Kommune sender natten til den 11. november folk på gaden for at ændre alle skilte og tavler, så ingen bør være i tvivl om ruten ud til den nye havneterminal.