Arbejdstilsynet tjekker unges sommerjob

Igen i år sætter Arbejdstilsynet fokus på arbejdsforholdene for unge under 18 år for at forebygge skader på jobbet.

Arbejdstilsynet vil i løbet af juli og august måned se særligt efter unges arbejdsforhold i forbindelse med tilsyn på landets arbejdspladser. Flere unge debuterer på arbejdsmarkedet om sommeren, og det er vigtigt, at de får en god første oplevelse med arbejdsmarkedet.

-Jeg er glad for, at mange unge ønsker at tage et fritidsjob i deres sommerferie. Jeg mener, det generelt er godt for de unge uanset social baggrund at få kendskab til virkeligheden på en arbejdsplads allerede i en tidlig alder. Men vi skal have de unge trygt og godt i gang på arbejdsmarkedet. Jeg er derfor glad for, at Arbejdstilsynet her til sommer retter et særligt fokus på de unges arbejdsmiljø. En arbejdsulykke som ung kan præge et helt arbejdsliv, siger beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard.

Undersøgelser viser, at unge har en særlig høj risiko for at komme til skade de første måneder på arbejdet. Hver sommer kommer ca. 100 unge under 18 år til skade på deres arbejde.

Det er arbejdsgiverens ansvar

Det arbejdsgiverens ansvar at instruere og oplære de unge og sikre, at de kun sættes til arbejde, de må udføre og kan magte. Arbejdsgiveren skal også være opmærksom på, hvor længe de unge må arbejde, og om de må arbejde alene. Arbejdstilsynet anbefaler, at arbejdsgiveren sørger for grundig introduktion, instruktion og oplæring til nye arbejdsopgaver. Et af de arbejdsredskaber der tegner sig for knap halvdelen af de unges arbejdsulykker, der arbejder inden for butiksområdet, er hobbykniven. Her er det vigtigt, at arbejdsgiveren viser de unge, hvordan hobbykniven skal bruges, og at den fx aldrig må være åben når den ligger i lommen.

Fokus på unge

Arbejdstilsynet sætter fokus på unge i juli og august måned og arrangerer desuden tilsyn inden for nogle af de brancher, hvor man ved, at der kan være problemer med unges arbejdsmiljø fx ved kasse- og salgsarbejde i butikker samt køkken- og serveringsarbejde i restauranter, grillbarer og caféer.

I 2019 gennemførte Arbejdstilsynet 251 tilsynsbesøg og der blev afgivet i alt 94 reaktioner. Der blev givet 29 reaktioner inden for reglerne om unges arbejde og der blevet givet syv strakspåbud inden for reglerne om unges arbejdstid.

Skriv et svar