To mænd tiltalt for drabsforsøg mod Rasmus Paludan

Foto: Rasmus Paludan. Arkivfoto: Rolf Larsen.

To mænd på 53 og 41 år er tiltalt for henholdsvis forsøg på manddrab og medvirken til forsøg på manddrab mod Stram Kurs’ leder Rasmus Paludan under en demonstration i Digterparken i Åbyhøj den 5. juni.

Den 53-årige mand er tiltalt for forsøg på manddrab ved, med en kniv i hånden, at løbe om bag politiets afspærringer og frem mod Rasmus Paludan, i den hensigt at dræbe ham med knivstik. Manden blev råbt an af politiet og der blev affyret varselsskud. Da han ikke stoppede, affyrede en en betjent skud mod manden, der blev ramt i benet. Manden blev efterfølgende kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital.

Begge mænd blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, hvilket de har været siden. Den 53-årige mand er varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.

Den 41-årige mand er tiltalt for medvirken til forsøg på manddrab.

Den 53-årige mand er desuden tiltalt for trusler mod de tilstedeværende polititjenestemænd og for overtrædelse af knivloven, mens den 41-årige mand også i disse to forhold er tiltalt for medvirken.

-De to mænd er tiltalt for drabsforsøg, da vi har vurderet, at deres hensigt var at dræbe den forurettede. Det skal retten nu tage stilling til, siger specialanklager Jesper Rubow.

Sagen mod de to mænd er fastsat til at begynde den 4. januar næste år ved Retten i Aarhus.

Politiskud undersøges fortsat

Politiet skud mod den 53-årige efterforskes fortsat af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.