Kvinde sigtet for at bære niqab

En 26-årig kvinde blev onsdag eftermiddag sigtet for at være iført niqab.

Kvinden blev ved 16-tiden spottet af en politipatrulje på Frederiksgade i Aarhus, da hun kom gående i en niqab, så kun hendes øjne var synlige.

Betjentene tog kontakt til kvinden, der nu tog lidt af ansigtssløringen væk. Den 26-årige kvinde forklarede, at hun havde været inde på en adresse i nærheden, og nu blot var på vej tilbage til sin bil, der holdt parkeret i Frederiksgade.

Kvinden blev sigtet for overtrædelse af tildækningsforbuddet ved at bære niqab i det offentlige rum.