Hovsa! – udskrev hundredvis af forkerte bøder

Politiet har ikke altid ret – det viser en sag om fartbøder fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

I mere end fire år har politiet udskrevet hundredvis af bøder til bilister, som efter politiets opfattelse kørte for stærkt i Guldborgsund.

Sagen drejer sig om en strækning fra lysreguleringen ved Guldborgsundcentret i Guldborgsund og 300 meter frem på Brovejen i vestlig retning.

På Brovejen er der fastsat en hastighedsgrænse på 60 km/t, som er korrekt tilkendegivet med hastighedstavler frem til lysreguleringen ved ind- og udkørsel til Guldborgsundcenteret. Men efter lysreguleringen var der i perioden ikke korrekt skiltet med hastighedsbegrænsningen på 60 km/t. Det betød, at hastighedsgrænsen reelt var 80 km/t på strækningen fra lyskrydset og 300 meter frem til korrekt skiltning. 

Det kan være svært, at overholde hastighedsgrænsen, når der ikke er skiltet med det, alligevel forhindrede det ikke politiets fotovogne i at foretage hastighedsmålinger og udskrive bøder i perioden fra januar 2015 til den 26. juli 2019 til trafikanter, der havde kørt mere end 60 km/t, selvom det altså reelt var tilladt at køre 80 km/t på strækningen.

Betaler nu tilbage

Ifølge politiet er der i perioden udstedt i alt 456 forkerte bøder, der blandt andet har resulteret i 48 domme.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man nu vil tibagebetale de urigtige bøder, ligesom bilister, som forkert grundlag har fået klip i kørekortet eller er blevet frakendt førerretten, vil få dette rettet.

De berørte borgere vil blive kontaktet af politiet inden 1. august.

Skriv et svar