Dansk politi hjælper briterne: Britisk mand sigtet for at dræbe sin kone i Danmark

Police Policeman Officer Law  - aitoff / Pixabay

Syd- og Sønderjyllands Politi har hjulpet kollegaerne fra Greater Manchester Police i England i en sag om en engelsk kvindes død under en ferie i Danmark i juni 2017. 

Den 6. juni 2017 kl. 14.26 fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en drukneulykke på en adresse i Nørre Nebel, nordvest for Varde. 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforskede sagen som et mistænkeligt dødsfald. Resultaterne af efterforskningen indikerede, at der var tale om en drukneulykke, og derfor blev sagen henlagt i december samme år.

Men siden medio 2018 har dansk politi haft kendskab, at de engelske kollegaer havde iværksat en efterforskning på baggrund af afgørende nye oplysninger i sagen, og Syd- og Sønderjyllands Politi har således assisteret med forskellige efterforskningsskridt i Danmark.

Efterforskerne fra Greater Manchester Police var på besøg fra tirsdag til fredag i sidste uge.

– Under besøget i Danmark i denne uge har de britiske repræsentanter således – i samarbejde med efterforskere fra Central Efterforskning ved Syd- og Sønderjyllands Politi – genafhørt en række personer og gennemgået en række tekniske beviser i sagen. Og samarbejdet mellem engelsk og dansk politi sker i henhold til internationale aftaler om politisamarbejde, oplyser vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Engelsk politi anholdt kvindens ægtemand i april i år og sigtede ham for drab.